Rozafa – den inde-muret kvinde (video)

— af Arben Çokaj

Det er starten på en ældgammel by. Alting foregår som legende, alting fortsætter som en legende. Rozafa war dér, før Kristus var født, hun er dér også nu.
For diese som kender Rozafas legende, Rozafaslot, er det måske klar, at der er mure inde en “levende-krop” af en mutter.

– essay –
Kvinden ‘Rozafa’ beder om hjælp til at lade sin bryst ud, for at føde med mælk sin eget søn. Med hendes krop, Rozafa gav fødsel til hendes søn, og med sin oprigtighed og hyendes selv-offer, hun gav fødsel til en by. Over hendes krop blev bygget en fæstning, og tre brødrene af denne legende fandt bagefter den gode vilje over mure inde denne kvinde. Som det altid sker, nogle ting må ofre for at give liv til noget andet som er større.

Gjekë Marinaj

ROZAFAs INDRØMMELSE

Under illusionen
at værdien på en kvinde er mindre end på mand,
De mure inde mig.

Under idéen
at det var født af mit blod,
Slottet fandt styrke at blive stående.

Under kniben
at den kunne blive kaldt som vidne,
Floden Drin fotsat sit eget vej.

Under symbolet
af menneskelig selv-ofring,
De forvandle mig til en legende.

Under påskudet
at alle dem havde ret,
murede jeg inde i migselv ordet “mord”.

På denne måde, Shkodra kunne live over denne legendarisk offer. Den menneskelige historie på sig selv, på sin underbevistheds forvirring, har bevist den paradoksale ufornuft: Noget hellig må gives – noget hellig for at vinde. Livet er hellig. De kommende generationer er i stand til at bruge hvad var vundet over tabet. Rozafa, denne naive kvinde, kunne blive død ligesom enhver anden kvinde – glemt, men hun døde, uden at kende det, for at live ligesom en legende.

Denne paradoks af menneskelige fornuft bringer os til en begyndelse: Den gamle mand som en ‘orakel’, fortæller til brøderne at de må mure inde en af kvinderne, for at gøre muligt at muren bliver stående. Er det muligt at denne filosofiske lektion fra orakeln, denne enestående symboliske handling, er udgjordt til at fortælle os, at når man taber noget værdigfuldt, vi begynder med at give værdi til hvad du har bygget over tabet?… Dette er sket meget naturligt på den tidsperiode når Rozafa, den kvinde der blev muret inde, for at give liv. Hun var muret inde fordi orakeln sagde det. Hun ofrede sit liv (eller blev ofret) på grund af de generelle traditioner. Dette udgøre den filosofiake magt af legenden: Ofring som nødvændighed, uden diskussion.

Men, der kommer normalvis et spørgsmål til vores bevidsthed: er den største del af befolkningen parat til at offer noget? Nej, men på andre måder, ja! Enhver taber noget; nogle mere, og nogle mindre, uden at ønske det, uden at vise grunden. Dette sker som sedvanligt og naturligt, ligesom det skete med Rozafa. Men, vores tab er ubetydelig, individuel tab, imidlertid tabet af Rozafa var på grund af de globale interesser: for at bygge et beskytende mur for byen Shkodra.